Psykoterapi med følelse, tanke og hjerte

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

Et liv i den rigtige retning

Forestil dig livet som en gåtur. Mens du går, ser du både bøgeskove og beton, du mærker både sommerdage og nattefrost. Der er strækninger med susende fremdrift og perioder med kø; der er valmuemarker og huller i vejen.

På turen kan du opleve svære passager, der slår dig ud af kurs. Måske mister du din retning og driver væk fra det sted, du egentlig var på vej imod.

Og nu et vejkryds. Du vil gerne tage næste skridt i den rigtige retning, men hvilken retning er det?

Man kan sige, at din indre GPS har mistet sit signal.

Forude venter stadig vidunderlige ting. Men det kan være svært for dig at få øje på dem, glæde dig til dem, hvis du er faret vild eller bærer på noget tungt.

Hvad nu, hvis jeg fortæller dig, at du kan få signalet tilbage?

Psykoterapi handler om at gøre noget godt for sig selv

Terapien er et tilbud til dig, der er klar over, at både du og dit liv rummer et enormt potentiale. Ligesom det kan være en støtte til at komme igennem en svær periode.

Livskvalitet har intet at gøre med ting, og alt at gøre med tanker og følelser. Egentlig handler livskvalitet primært om at elske dig selv, som du er. Så følger et nyt, positivt perspektiv helt af sig selv.

Så hvorfor er det lettere sagt end gjort?

Fordi vores historie eller omstændigheder nogle gange spænder ben. Som terapeut sætter jeg alt ind på at anerkende dit mod til at arbejde med dig selv, og dernæst på at blotlægge alle dine ressourcer. Der findes ingen skabelon for det at være menneske. Du er den, du er.

Hvornår er psykoterapi relevant?

Psykoterapi er relevant, når du mærker ubalance i dit liv. Måske kender du årsagen i forvejen. Det kan også være, at vi først skal arbejde lidt på at finde frem til den. Personlige problemer kan naturligvis bringe enhver ud af balance, men det tynger også, hvis du holder dig selv tilbage fra at gøre noget, du har lyst til.

Ville det ikke være euforisk, hvis du kunne rejse dig op, være dig selv og stile målrettet efter det, du drømmer om? Og husk her på, at drømme måles kvalitativt. Størrelsen er aldeles uvæsentlig.

Livskvalitet er balance. Med et liv i balance kan du komme hele vejen, personligt og professionelt.

Hvad får du ud af det?

En positiv selvopfattelse. Du vil opleve en ny grad af selvindsigt, og det vil gøre det lettere for dig at komme derhen, hvor du gerne vil. Vejen dertil går ofte gennem ukendt terræn, men du behøver ikke at gå alene. Når du vælger terapi, får du selskab på vejen af et andet menneske. Og det giver tryghed – især på de stejle eller snoede passager.

Målet med rejsen er at følge dig helt hen til det sted, hvor du ikke længere er bange for at tage ansvaret for din egen lykke.

Lidt om mine særlige interesseområder

Det er min helt store passion at se mennesker udfolde sig. Med hver deres udgangspunkt og i hver deres tempo. Meningen med selvudfoldelse er at kunne leve et autentisk liv og være præcis den, du er. Derfor skal vi arbejde med alt det, du er: tanker, følelser, krop og sansninger.

Nogle mennesker har behov for at gennemgå en forandringsproces for at folde sig helt ud. Når forandring er umulig, består udviklingen i accept af din situation samt at finde ro der, hvor du er.

En anden af mine store interesser er autentisk kommunikation. Du skal kunne udtrykke klart og tydeligt, hvordan du har det, og hvad du ønsker. Ingen vil høre dig, hvis du ikke gør det. Gennem ærlig og klar kommunikation kan du sætte tydelige grænser, og det bliver lettere for dig at få opfyldt dine behov.

Før vi går i gang

Forudsætningen for et godt forløb hos en psykoterapeut er et trygt og tillidsfuldt forhold mellem terapeuten og klienten – mellem dig og mig. Jeg går altid ind i et forløb med nærvær, opmærksomhed, indlevelse og empati. Jeg siger det andetsteds på siden, men her får du det igen, for det er vigtigt: Jeg dømmer ikke. Det er din virkelighed, der tæller.

Derfor har jeg skabt et rum med højt til loftet og plads til alt det, du kommer med. Når du starter i terapi, tager du et vigtigt og ansvarligt skridt på vejen mod bedre livskvalitet.

Jeg holder af mennesker – alle udgaver af dem, og det vil gøre mig glad at følges med dig hele vejen.

Gå efter det gode

Det ville være ærgerligt bare at blive siddende i krydset, når vi sammen kan kalibrere din indre vejviser og gøre din bagage lettere. Alle retninger rummer gode ting. Alt, hvad du skal gøre, er at beslutte dig for at gå efter dem.

Min pointe? Elsk dig selv og dit liv, og søg den støtte, du har brug for, når du møder udfordringer undervejs.

Du er meget velkommen til at kontakte mig eller booke en tid direkte her på hjemmesiden.

Jeg hedder forresten Tue, og jeg har lokaler i Søborg ved København.

Hvad tumler du med?

Det kan være svært at svare præcist på. Derfor får du nogle brede overskrifter fra det psykoterapeutiske felt, så du har en bedre ide om, hvad jeg arbejder med.

Personlig og professionel udvikling

Selvværd, selvtillid og selvkritik

Præstationsangst og problemer med at stå frem

Depression, nedtrykthed, uro, fravær af glæde og en ked-af-det-følelse

Stress og arbejdsrelaterede problemstillinger

Angst og frygt

Perfektionisme, stort kontrolbehov og sårbarhed

Pludselige hændelser og sygdom

Seksualitet, seksuel overbevisning og at omfavne den, du er

At leve autentisk og frit.

Kig forbi – eller log på

Jeg tilbyder individuel terapi og gruppeterapi til unge og voksne. Vi kan mødes i mine lokaler i Søborg, og hvis der er afstand mellem os, er onlineterapi eller telefonsessioner gode alternativer.

Desuden står jeg gerne for undervisningsforløb og foredrag.