Sæt grænser, og stå fast – også når det føles farligt

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

Du fornemmer, at noget ubehageligt er undervejs. Det er en diskussion, en konflikt. Der er flere strategier til at håndtere den slags. Nogle gange er strategien et angreb, der ikke giver den anden meget taletid. Andre gange går du diplomatisk til værks, fordi du ikke har lyst til, at situationen skal eskalere. Måske vælger du bare tavsheden. Uanset hvad, har du det skidt bagefter. Ved du hvorfor?

De her strategier er ikke god kommunikation. De er heller ikke kommet til dig som lyse ideer i en presset situation. Det ved du nok. Men det er ikke sikkert, at du er klar over, hvor dit handlingsmønster stammer fra.

Et voksenliv med “barnlige” strategier

Når du har svært ved at stå ved dig selv, ligger der ofte overlevelsesmekanismer og gamle forsvar bag. Nu tænker du måske, at det er en smule voldsomt at tale om overlevelse, for nok kan en diskussion nå næsten utæmmelige højder – men liv eller død?

Lad mig udfordre din skepsis med en forklaring.

Hvis du er vokset op i et miljø, hvor ingen lyttede, eller alle fortalte dig, at du var forkert på den, er tavsheden og kontrollen måske blevet dit bedste forsvar. Når du intet siger, kan du ikke træde på minerne. Og du løber heller ingen risiko for at blive overhørt, afvist eller ladt alene.

Det kan også være, at nogle mennesker engang forbandt dine udsagn med deres egne følelser; du blev gjort ansvarlig for andres følelsesliv. I dag er du stadig bange for at gøre andre kede af det ved at være tydelig og stå fast.

Læs også:  Tramper din partner dine blomster flade?

Som børn gør vi alt for at passe ind. Vi har brug for familiens og autoriteternes råd og vejledning – vi kan ikke overleve uden deres beskyttelse. Desværre tager vi ofte vores gamle forsvars- og overlevelsesstrategier med os ind i voksenlivet. Selvom det ikke længere er sandt, at vores overlevelse er på spil, føles det stadig sådan. Og konflikterne påvirker dig derfor med samme kraft i voksenlivet, som de gjorde i barndommen.

Når kroppen råber højere end hovedet
Du kender sikkert udtrykket ’lammet af skræk’. Midt i en farlig situation råber det rationelle hoved på handling, men kroppen vil ikke være med. Den har sin egen dagsorden, som larmer alt for meget til, at fornuften kan trænge igennem. Præcis derfor bør du holde op med at plage dig selv med efterrationaliseringer som ”jeg kunne jo bare have sagt …” eller ”hvorfor sagde jeg dog ikke det …”

Hvis du kunne – ja, så havde du nok gjort det.

Selvbebrejdelse og selvkritik får din indre styrke til at vakle, og det hele bliver bare værre. Øv dig i at sige nej tak til selvkritikken, når den spøger, for der skal noget helt andet til for at bringe dig fremad.

Anerkend dit ubehag, og se det i øjnene – det kan du nemlig godt
Dit ubehag forsvinder ikke, fordi du kigger væk. Du må erkende, at du har svært ved at være tro mod dig selv og dine grænser midt i en konflikt. Hvis følelser som skam og sårbarhed følger i kølvandet på din selverkendelse, skal du lade dem komme med ombord. De er en meningsfuld del af din indre rejse mod den oprindelige vrede, frustration eller ked-af-det-hed. Den, der får dig til at give afkald på dig selv og som du nu skal give plads til at blive forløst. Når du giver plads til den oprindelige smerte og dit tab, får du adgang til nye ressourcer.

Læs også:  Tramper din partner dine blomster flade?

Jeg kunne godt fortælle dig, at det, du er bange for, ikke er farligt. Men når din krop føler sig truet på sin overlevelse, kan jeg tale mig hæs, og du tror stadig ikke på mig. Derfor må du selv finde ud af det – du må udsætte dig selv for det fænomen, der fremkalder din frygt. Snak med en god ven, og før samtalen til ende uden hjælp fra nogen af dine forsvarsstrategier. Fortæl din ven om dine værste forestillinger og mest skræmmende historier. Er de stadig sande nu, hvor du er blevet voksen? Kan du overleve samtalen? Og kan du tale frit, uden at gøre andre kede af det? Giv dig selv plads til at mærke svaret!

Hvis du mærker godt efter, kan du adskille det, der skete dengang, fra det liv, du lever nu. Du kan mærke dig selv og din ret til at sætte grænser og stå fast – din ret til at være dig.

Små skridt
Herfra gælder det om at finde mod og glæde i de små fremskridt. Husk på, at selvom din frygt og din kamp måske ser lille ud på afstand, så har du dem helt tæt på. Du har dine gode grunde. Derfor må du også acceptere og rumme, at det er svært for dig – uden at blive selvkritisk. Kan du det, bliver det lettere at lægge de gamle mønstre i skuffen og møde andre mennesker med dig selv i behold. Sug til dig, hver gang du kan få pålidelige bekræftelser på, at det ikke er farligt at stå fast.

Læs også:  Tramper din partner dine blomster flade?

For det er hårdt og smertefuldt, når du ikke kan stå ved dig selv. Og hvis du ikke selv kan finde en vej ud af forsvarsmekanismerne og ind til hjertet af problemet, så tag kontakt. Jeg vil gerne vise dig, at du kan komme ud på den anden side. Derud, hvor du føler dig fri til at tale, sige fra og sætte grænser på en ansvarsfuld måde.

Kh
Tue