Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP
Om mig
Jeg hedder Tue …
… og jeg sad engang med følelsen af, at noget manglede. Jeg mærkede en længsel efter mere integritet og autenticitet i min måde at tænke, handle og bare være på. Det var en trang til at dreje mit liv i en anden retning. Bare et par grader mod et sted, der var mere mig.
Det var mit første møde med terapien.
Siden har den lært mig, at vi ikke behøver at leve efter gamle mønstre, vaner eller strategier. At der er et alternativ til at indrette vores liv efter egne og andres begrænsninger og forventninger. Jeg har valgt, at jeg vil handle ud fra mine værdier og det, der føles rigtig for mig.
For dig betyder det, at jeg har et førstehåndsperspektiv på det aktive valg, som personlig udvikling er. Jeg ved, hvor stort det er pludselig at kunne leve i overensstemmelse med den, man er, helt uden begrænsninger. Derfor er det så meningsfuldt for mig at være en del af andres vej til frihed, ægthed og kontakt. Det er en kæmpe inspiration for mig, når nogen vælger at undersøge forhindringer som sociale normer, vaner, traumer, sårbarheder, internaliserede krav og gamle handlingsmønstre – og herefter beslutter sig for at lægge arm med dem. Intet motiverer mig mere end at se et andet menneske acceptere sig selv og sine personlige værdier.
Kom og mød dig selv
Jeg tror, at alle har et øje på deres indre liv. Men at flytte hele fokus derind er svært, fordi der er så meget udenfor og rundtomkring os, der også råber på opmærksomhed. For nogle er terapi den første gang, der nogensinde har været plads til at mærke efter og spørge: Hvem er jeg egentlig under alt det, jeg har lært, at jeg skal være? Terapien er det rum, hvor du må sige højt, hvad der ikke er luft til i hverdagen. Det er stedet, hvor du trygt kan undersøge, hvad der skal fylde mere – og mindre – i dit liv.
Hos mig kan du møde dig selv. Du kan udgrave dine sande værdier, finde dine grænser, arbejde med dine relationer og forhåbentlig mærke en sammenhæng imellem alt det, der foregår indeni dig. Alt sammen så du ser, at der er en anden vej at gå end den, du går lige nu.
Jeg tror nemlig på, at vi har styrken og alle svarene selv. Nogle gange skal vi bare have støtte til at finde dem.
For mig har det altid handlet om mennesker
Valget om at arbejde med mennesker kan se ud på mange måder. Når jeg kigger tilbage, er det tydeligt for mig, at uanset hvilke uddannelser jeg har taget, og hvilket ansvar jeg har haft, har menneskelig udvikling været fællesnævneren.
Først som officer i Forsvaret, hvor jeg arbejdede med mennesker, pædagogik, selvledelse, ledelse og havde ansvar for udvikling af nye ledere. Senere som erhvervspilot og flyvelærer.
Jeg kunne mærke, at det der med mennesker, der vokser sig stærkere, klogere og gladere – det var jeg slet ikke færdig med. Tværtimod var interessen større end nogensinde, så jeg måtte vide mere og have endnu flere værktøjer. Derfor tog jeg en coachuddannelse på Mindjuice i København efterfulgt af en 4-årig psykoterapeutuddannelse på EFT-instituttet, også i København. Jeg er desuden efteruddannet i neuroaffektiv psykoterapi, certificeret NARM-terapeut og har flere andre efteruddannelser.
Mine teoretiske og metodiske tilgange har fokus på hele dig. De har din virkelighed og oplevelse af verden i centrum. Hver især og i kombination kan de være en vej til positiv forandring i dit liv:
Her går den direkte vej til forandring gennem følelserne. Du får en dyb indsigt i dit følelsesliv, og du lærer at acceptere og regulere det, så du kan bruge følelserne som kompas i dit liv. Terapien kan også frigøre dig fra negative følelsesmønstre, som ikke gavner dig. Klarheden styrker din evne til sund grænsesætning og giver dig følelsesmæssig frihed. Du vil desuden opleve, at det bliver lettere at navigere i dine relationer.
Emotionsfokuseret terapi er meningsfuldt for mig, fordi der ofte ligger følelser bag vores ageren i tilværelsen. Uanset om vi er opmærksomme på dem eller ej, påvirker de vores sindstilstand, handlinger, relationer og generelle adfærd. Den værdifulde følelsesmæssige selvindsigt sætter dig i kontakt med dig selv og gør dig stand til at kommunikere dine behov tydeligt til andre.
Her kombineres viden om nervesystemet, udvikling og tilknytning, krop og sansning og sammenhængen mellem krop, tanker og følelser. Neuroaffektiv psykoterapi lærer dig at finde ro og regulere dine følelser. Desuden forbedres din mentaliseringsevne. Mentalisering er evnen til at forstå og fortolke både egne og andres tanker, følelser og intentioner, og derigennem kan du bedre sætte ord på egne og andres mentale tilstande. Terapien tydeliggør på nænsom vis dine indre konflikter, så tanker, følelser, sansninger, handlinger og adfærd forenes.
Neuroaffektiv terapi har en helt særlig plads hos mig, fordi den rummer hele mennesket. Den er en slags indre integration, hvor det kognitive, følelsesmæssige og kropslige niveau bringes i samklang. Adgangen til alle tre lag fører klarhed, nærvær og retning med sig. For mennesker, som tidligt har måttet lukke ned for bestemte følelser og kropslige fornemmelser, er den neuroaffektive tilgang samtidig en helende proces.
Her drejer det sig om at ændre tilgangen til negative tanker. Frem for at lade dig styre af tankemylder og bekymringer får du den indsigt, der skal til for selv at kontrollere, hvor meget opmærksomhed du giver de negative tanker. Reduceret overtænkning mindsker stress og gør det lettere at træffe gode beslutninger. I metakognitiv terapi kigger vi ikke på indholdet af tankerne. I stedet arbejder vi med, hvordan du forholder dig til dem, og vi undersøger, om du har gavn af at bruge tid på dem.
Terapiformen er effektiv, når det handler om at slippe fri af overtænkning og genfinde handlekraft, nærvær og livsmod. Det er værdifuldt for mig at kunne hjælpe mennesker med at opdage, at tanker er input, og ikke facit man behøver at leve efter. Jeg oplever det som dybt meningsfuldt at støtte klienter i at bryde med den handlingslammelse og passivitet, som overtænkning og bekymringer ofte fører med sig, så de kan være til stede i nuet.
Her arbejder vi med relationelle og udviklingsmæssige problematikker fra dit tidlige liv. Fokus er på nænsomt at styrke forbindelsen til dig selv ved at undersøge de mønstre, der står i vejen for den gode kontakt. Vi dykker ikke ned i fortiden, men sigter mod at løsne og frigøre dig fra gamle overlevelsesstrategier, så du mærker frihed og handlekraft her og nu. NARM er særlig velegnet til behandling af kompleks PTSD (C-PTSD) og til mennesker, som føler sig fastlåste og længes efter forandring.
NARM giver mig en håbefuld tilgang til mennesker og den livskraft, der findes i os alle – også når den har været udfordret af svigt og uhensigtsmæssige relationer. For selvom vi ikke kan fjerne traumet, kan vi arbejde med de overlevelsesstrategier, vi lavede for at komme igennem det. I det arbejde gemmer sig et stort potentiale for heling. Og det berører mig hver gang, jeg kan hjælpe et menneske væk fra gamle mønstre og mod et liv med frihed og værdighed.
Coaching er en målrettet og ressourceorienteret samtaleform, der tager udgangspunkt i dine ønsker, mål og potentialer. Her arbejder vi ikke terapeutisk med fortiden, men fokuserer på nutiden og det fremadrettede: Hvad vil du? Hvad forhindrer dig? Og hvad behøver du for at komme videre? Samtalerne giver dig retning, mod og handlekraft, både personligt og professionelt.
For mig er coaching et værdifuldt supplement til terapi, fordi vi her arbejder med målsætning, planlægning og vilje. Samtalerne leder os til dybere indsigt i, hvad der motiverer og driver os, og hvad der holder os fra at tage det næste skridt. Noget af det mest meningsfulde for mig er øjeblikket, hvor klienter opdager deres eget ansvar – ikke som skyld, men som en mulighed. For når vi går ansvarsfuldt til vores eget liv og valg, kan vi begynde at skabe positiv forandring for os selv.
Uddannelser
- 4-årig psykoterapeutuddannelse fra EFT-instituttet (emotionsfokuseret psykoterapi)
- Coachuddannelse fra Mindjuice Academy
- Efteruddannelse i neuroaffektiv psykoterapi
- Efteruddannelse i NARM og certificeret NARM-terapeut (behandling af udviklings- og relationelle traumer, samt C-PTSD)
- Efteruddannelse i transformativ coaching
- The Work og arbejde med tilgivelse ved Byron Katie, USA
- Kurser i arbejdet med skam, ved bl.a. Lars Sørensen, Marianne Bentzen og Inge Holm
- Officersuddannelse i Forsvaret
- Erhvervspilot og flyvelærer
Nuværende arbejde
- Psykoterapeut MPF
- Coach
- Ledertræner
- Foredragsholder
- Underviser
- Erhvervsdrivende med egen klinik og indehaver af flere virksomheder i København
Jeg har prøvet meget i mit liv. Også modstand og smerte. Men jeg er et energisk menneske, og jeg insisterer på at få mest muligt ud af livet. Jeg er ikke bange for at bruge mine egne højeste og laveste øjeblikke i terapien, hvis jeg ser, at de kan give dig styrke og gavne dit forløb.
Jeg plejer naturligvis min faglige stolthed og mit videbegær. Derfor deltager jeg løbende i supervision, og jeg er at finde på skolebænken, så snart der er interessante efteruddannelser og nye uddannelser at få.
Jeg gør det for min egen udviklings skyld, men også for at kunne tilbyde dig at arbejde med de seneste og bedste teknikker.
I øvrigt er jeg gift og far til to børn fra hhv. 2014 og 2017. Jeg er selv født i 1973.