Eksamensangst

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

Download e-bog om eksamensangst

Her er min e-bog om eksamensangst. Den er til dig, som har brug for at forstå din eksamensangst – og hvad du kan gøre ved den. Derfor finder du i bogen også masser øvelser og forslag til, hvad du selv kan gøre ved din eksamensangst. Jeg håber du vil downloade den og få brugt den en masse inden din næste eksamen.

At gå til eksamen med eksamensangst

De fleste mennesker oplever i løbet af deres uddannelse at gå til eksamen. En situation, som nogle trives i, men mange også er nervøse for. En nervøsitet som ikke nødvendigvis er negativ. Vi præsterer nemlig bedre, når vi er en smule nervøse, fordi vores opmærksomhed dermed skærpes.

Men hvis du har eksamensangst, er nervøsiteten ikke længere indenfor en hjælpsom grænse. Angsten hindrer dig i at give dig fuldt ud, og præstere dit bedste. Op til og under eksamen kan du føle dig utilpas – både psykisk og fysisk.

Tanken om at skulle blive vurderet af din underviser og censor, kan føles så skræmmende og måske uretfærdig, at du ikke kan fokusere på andet end din frygt op til eksamen. Dine tanker og din krops normale balance bliver sat ud af spil for en stund.

Du kan få tankemylder, du overvejer alle tænkelige fejl, får hjertebanken, ondt i maven, muskelspændinger, bliver træt, får hovedpine og har det generelt ubehageligt. Desværre påvirker angsten også din hjerne, så du husker dårligere. Du kan også have sværere ved at se sammenhænge, og nogle oplever at få tunnelsyn. Det føles drøn ubehageligt.

Eksamensangsten sætter dig og din krop overlevelsestilstand. En tilstand hvor dine instinkter tager over, og alt handler om liv og død. Verden bliver sort og hvid for dig. Det går enten godt eller skidt.

Dine naturlige forsvarsinstinkter er:

At angribe
– Kan vise sig som vrede og kritik af dig selv eller vrede over situationen. Du argumenterer måske mod eksamen, samfundet eller andre eksterne faktorer. Det kan også være vrede mod din lærer eller censor.

At flygte
– Kan vise sig som en lyst til at komme ud af eksamenssituationen. Du får følelsen af, at du er ved at blive syg, og du trækker dig væk fra andre eller ind i sociale medier, film eller andet.

At fryse
– Du føler dig handlingslammet. Du kan ikke koncentrere dig, og du kan heller ikke huske hvad du har læst. Nogle føler sig delvist afkoblet fra verden, og kan kun fokusere på det indre ubehag. Og det indre ubehag bliver kun forstærket af dit fokus. Alt i alt en dårlig cirkel.

Men er der tale om en liv eller død situation?

Hvad er reelt det værste der kan ske?

Det kan være 2 spørgsmål som er svære at besvare konkret når du er ramt af eksamensangsten.

Find hjælp til eksamensangst i med denne skriveøvelse: Skriv spørgsmålene nævnt ovenfor ned og besvar dem for dig selv på skrift. Det hjælper nogle gange med at få jordforbindelse igen.

Hvordan opleves eksamensangst?

Eksamensangst kan føles forskelligt fra person til person, men har altid dig, din selvopfattelse og din præstation i fokus. Mange med eksamensangst har oplevelser med sig, der gør, at føler de skal præstere noget bestemt for at være ”gode nok” og elsket. Men en karakter ændrer ikke noget ved, at du både er ”god nok” og værd at elske, for den du er

Andre har mere dommedagsagtige tanker. Hvis jeg ikke får en bestemt karakter, kommer jeg aldrig til at få drømmejobbet. Eller andre varianter i samme tema. Det kan også være, at du føler et uforklarligt kropsligt ubehag. Ligesom du kan have haft voldsomt dårlige oplevelser under en eksamen.

Uanset hvordan det føles, er du er langt fra alene om at have eksamensangst. Mange af dine medstuderende og venner har sikkert også prøvet, at føle en form for eksamensangst på et tidspunkt. Del dine oplevelser med dem og fortæl om din angst, så skal du ikke gå med det selv. Det kan være en enorm hjælp til eksamensangst, hvis du først begynder at åbne dig op for personer, du er tryg ved.

Lad os undersøge din eksamensangst

Hvis du skal blive klogere på din eksamensangst, må du italesætte angsten og lære den bedre at kende. Acceptere angsten og anerkende dig selv for, at du gør dit bedste. Hvis du prøver at flygte fra din eksamensangst, ved at holde den nede og fast, kan du opleve fiasko med at komme den til livs. Du må derimod tage eksamensangsten på dig.

Derefter kan du arbejde med, at den ikke skal have lov til at styre så meget. Først når du ankommer til en perron, kan du tage et nyt tog.

Sammen kan vi undersøge, hvad der blokerer for, at du kan slappe af. Hvilke indre overbevisninger du tager med dig, dine strategier og din selvkritik. Sådan kan du finde et mere overbærende og omsorgsfuldt sted i dit indre, hvor du ikke defineres af dine præstationer.

Du er nemlig god nok og værdig, præcis som du er.

Jeg vil også gerne hjælpe dig med inspiration til, hvordan du kan finde ro i kroppen. Altså at give dig hjælp til eksamensangst. Det nytter nemlig ikke, at sige til dig selv ”nu skal jeg altså slappe af”. Nervesystemet reagerer ikke på kommando. Men du kan bruge nervesystemet til at finde ro. Med dit åndedræt, muskeløvelser og mange andre teknikker.

Du er også velkommen til at læse om præstationsangst her på siden. Eksamensangst er nemlig en del af præstationsangst. Her kan du også se nogle symptomer, som er de samme hvis du har eksamensangst.