Verden er fyldt med spændende kulturer og inspirerende landskaber. Fantastiske oplevelser med venner og familie venter på dig derude. Der findes også et væld af faglige udfordringer, der vil styrke din professionelle profil. En overflod af muligheder, hvoraf mange involverer en flyrejse.

Siger du nej tak til det hele, fordi du er bange for at flyve?

Flyskræk kan føles meget ubehageligt. I stedet for at være glad bruger du tiden op til flyveturen på negative tanker om det, der skal ske. Du spilder din energi på forestillinger om, hvordan det mon vil påvirke dig, og rejsen bliver uoverskuelig. Hvis du da overhovedet går ombord.

Selvom du vælger at gå ombord, lykkes det dig ikke at efterlade frygten i afgangshallen. Og når du endelig kommer frem, kan du ikke nyde ferien, fordi tankerne om hjemturen myldrer rundt i hovedet.

Er du træt af det?

Så gør krav på din frihed, og gør noget ved din angst. Det behøver nemlig ikke at være sådan!

Årsager til flyskræk

Årsagerne til flyskræk kan være mange. Måske har du oplevet en flyvetur med meget turbulens, som har gjort dig urolig. Måske har du set en pårørende blive bange eller fået informationer, du ikke forstod. Det kan også være, at du har rejst i en periode, hvor du var træt eller under stort pres, havde en personlig krise eller noget andet, der gav dig flyskræk?

Mennesker med flyskræk kan groft deles op i to grupper:

Den første gruppe er dem, der er bange for, at flyet skal styrte ned. Hvis du hører til denne gruppe, frygter du den ultimative katastrofe og den forfærdelige tanke om at skulle sidde i afmagt hele vejen ned. Faktisk oplever jeg, at mange i denne gruppe er mere bange for turen ned end for at miste livet.

Den anden gruppe er ikke bange for selve flyveturen. Hvis du er en del af gruppen her, er du bange for konsekvenserne af din egen frygt. Du har svært ved at være i en krop i alarmberedskab, for måske kan du ikke få kontrol over frygten. Måske mister du kontrollen over dig selv.

Selvom jeg opdeler mennesker med flyskræk i to grupper, har de noget helt centralt tilfælles: Grundlæggende er de allesammen bange for at være bange.

Den bedste medicin mod flyskræk er viden, accept og anerkendelse

Du har sikkert forsøgt at få den ubehagelige følelse af angst til at gå væk. Det er helt almindeligt, når du har flyskræk. Du kæmper med alle midler for at tvinge kroppen i ro, men desværre hjælper det sjældent. Tværtimod kan angsten blive værre. Og jo oftere du oplever, at du ikke formår at få angsten til at gå væk, jo bedre grobund skaber du for endnu mere angst.

Derfor må du først og fremmest anerkende og acceptere, at du er bange – og bange for at være bange. Accepten er det første vigtige skridt på rejsen mod at komme af med din flyskræk.

Når du forholder dig til din frygt, kan vi begynde at arbejde med det egentlige problem. Et problem, der hverken handler om flyvemaskinen eller flyveturen, for du ved godt, at flyvning er sikkert. Men du skal lære at kende forskel på reelle farer derude og det ubehag, du har indeni. Det at være bange er nemlig ikke lig med det at være i fare. Når du indser den forskel, vil du opleve en stor forandring.

Nu tænker du sikkert, at det er lettere sagt end gjort. Og du har ret. Netop derfor kommer du til at arbejde i dybden med det, når du starter et forløb hos mig. Du behøver ikke at affinde dig med din frygt – der er hjælp at hente.

Alt det, vi ikke forstår

Når vi står over for noget, vi ikke forstår, tolker vi det ofte som farligt. Derfor vil jeg naturligvis sørge for at oplyse dig godt og grundigt om flyvning og flyvemaskiner, hvis du vælger et flyskrækskursus hos mig. Du kommer til at forstå, præcis hvorfor det ikke er farligt at flyve. Jeg oplever, at viden gør en utrolig stor forskel, fordi den tager pusten fra alle dine ubehagelige forestillinger.

Hvilke forudsætninger har jeg for at kunne hjælpe dig? Flyskræk er en af mine store interesser, og min baggrund som pilot, flyvelærer, coach og psykoterapeut har givet mig en helt særlig kombination af viden og erfaring. Sammen kan vi tackle din angst fra flere forskellige vinkler.

Når du så til gengæld medbringer en god portion mod, vilje og motivation, er vi allerede godt på vej.

Flyfobi er ikke helt det samme

Hvis du har haft en traumatisk hændelse i forbindelse med flyvning, kan det sætte sig i dig som en uforklarlig angst. Flyfobi holder dig fra at flyve, fordi alene tanken om at flyve kan give dig voldsomme angstreaktioner.

Har du oplevet noget traumatisk før, under eller efter en flyvetur, vil jeg anbefale et individuelt forløb, hvor du kan arbejde koncentreret med det.

flyskræk behandling

Hvad så nu?

Du er ikke din angst for at flyve. Din angst er bare en lille del af dig, som ikke længere skal have lov til at styre dine handlinger.

Når du har taget den beslutning, kan vi sammen gøre den til virkelighed.

På et flyskræk kursus møder du en gruppe mennesker, der ved, hvordan du har det. Det kan være enormt forløsende for dig at dele dine tanker og bekymringer i et rum fyldt med gensidig forståelse. Du får værdifulde input fra de andre i gruppen, og til min egen store glæde oplever jeg hver gang, hvordan mange får et enormt udbytte af at være på dette kursus.

Sammen bruger vi kursustimerne på at gå i dybden med hver deltagers angst, og du bliver bedre til at regulere din. Du bliver også klogere på meget af den teknik og videnskab, der er forbundet med flyvning.

I et individuelt forløb kan du arbejde med din flyskræk eller flyfobi i dit eget tempo og fokusere præcist på det, som udfordrer dig.

Vælg det, der føles rigtigt for dig.

Læs mere under fanen aktiviteter her på hjemmesiden

Der kan du finde aktuelle kursusdatoer, information om indhold, program, priser m.m.

Jeg afholder kurser i hele landet.

Skal vi flyve sammen?

Har du brug for støtte på rejsen, kan jeg tage med dig på flyveturen. Enten som led i behandlingen eller som hjælp til at gennemføre en nødvendig flyvning.