Før kunne du overskue hele verden – nu er der kun kaos

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

Længe har du kunnet holde alle boldene flyvende. Imponerende mange, og du har gjort det til UG. Så en dag falder de allesammen på gulvet. Du prøver at få styr på dem igen, men det kan ikke lade sig gøre, for du har ingen kræfter og koordineringsevnen er væk. Stress har ramt dig.

Du kender dig selv som den, der har styr på det hele. Den, der altid afleverer til tiden. Måske påtager du dig endda også at løse andres opgaver en gang imellem. Alt imens du har gjort dit bedste i en travl hverdag, har din krop forsøgt at fortælle, at det er ved at blive for meget. Du har bare ikke haft tid til at lytte.

Når det så begynder at ryge fra kontrolrummet, og du for alvor mærker din krop kæmpe imod overbelastningen, kan det virke skræmmende. Hvorfor vil den nu pludselig ikke samarbejde? Hvorfor banker hjertet sådan i brystet? Hvad er det, det sker – og går det ikke snart over?

Overblikket er forsvundet. Tankerne myldrer. Hvor du før kunne se langt ud i fremtiden, må du nu bryde dagen op i timer. Småting bliver til store projekter.

Bliv ikke bange

Jeg kan berolige dig med, at det er en helt normal reaktion på overbelastning. Den aftager med tiden, hvis du er med på at tage den med ro. Du er nødt til at acceptere, at din krop har brug for at hvile sig. Og der vil komme en periode, hvor alting føles kaotisk, og hvor du altså ikke kan være så effektiv, som du plejer.

Hvorfor er det kommet så langt ud? Mange vil jo mene, at du bare kunne have sagt fra undervejs. Men så simpelt er det ikke.

Årsagerne til stress kan ikke koges ind til at sige nej i stedet for ja til flere bolde.

Mange faktorer kan lede til stress. Hvilken faktor, der er den udslagsgivende, afhænger af det menneske, der sidder over for mig.

Et par af de indre faktorer, jeg ofte møder, er stor ansvarsfølelse og et urealistisk behov for anerkendelse. Jeg ser også stressramte, der ikke føler sig gode nok, og som derfor har svært ved at sætte tydelige grænser.

De ydre faktorer handler om privat eller arbejdsmæssigt pres. Skilsmisse, dødsfald og problemer i parforholdet er nogle af dem. Andre er uligevægt mellem ansvar og indflydelse på arbejdspladsen, omstruktureringer, samarbejdsvanskeligheder og dårlig ledelse.

Uanset hvad der ligger bag, har din krop været under pres alt for længe.

Det bedste, du kan gøre, er ingenting

Det vigtigste lige nu er at give kroppen ro. Jeg ved godt, at det kan være svært for en mesterjonglør som dig at sidde med hænderne i skødet. Og dine omgivelserne har nok et par overraskede kommentarer om dit nedsatte tempo. Eller et par velmenende råd om, hvad du kan gøre for at få det bedre.

Men du skal faktisk ikke gøre ret meget. På det her tidspunkt i dit forløb skal du bare tage det roligt og lytte til dig selv. Jo mere du slapper af, jo bedre kan du restituere – et dejlig simpelt råd midt i kaosset.

Tal med gode venner, som formår at lytte. Del din utryghed, når du har lyst. Eventuelt hos en terapeut.

Som terapeut kan jeg hjælpe med at bringe kaos tilbage til orden og yde konkret rådgivning om stress. Jeg vil minde dig om og støtte dig i at omfavne dig selv, acceptere situationen og gøre det, som er bedst for dig.

Kh Tue