Føler du dig styret af et behov for anerkendelse?

Der er intet galt med dig, fordi du har behov for anerkendelse. Men vidste du, at der er enorm stor forskel på anerkendelse af de ting, du gør, og anerkendelse af dig som menneske? Hvis du ikke har fået tilstrækkeligt med anerkendelse som barn, vil det påvirke dit selvbillede og dermed dit voksenliv. Men du kan arbejde med dit styrende behov og ændre dine negative tanker.

Livskvalitet er selvrespekt, selvtillid og følelsen af at være fri. Livskvaliteten kommer ikke til os ud af det blå, og en stor del af fundamentet for et godt liv bliver lagt, mens vi er små. Det sker, når vi modtager anerkendelse fra vores forældre og andre, som er tæt på os. Og den anerkendelse er helt central – især fordi vi er sociale væsener. Vi trives i hinandens selskab, og vi har brug for at føle os accepterede af andre mennesker. Brug for at føle, at andre holder af os, som vi er.

Men nogle mennesker har ikke fået tilstrækkeligt med anerkendelse som børn, og hvad sker der så? Der opstår et hul. En tomhed. Tomheden udvikler sig til en slags misforstået længsel efter ydre anerkendelse, og du tvivler på, om du er god nok. Du begynder at gøre ting kun med det formål at blive anerkendt for dine handlinger. Det er dit forsøg på at erstatte tomheden med noget – men desværre varer tilfredshedsfølelsen ikke længe. Du arbejder forgæves. For den ydre anerkendelse, du fylder i hullet, er som en puslespilsbrik, der ikke passer. Uanset hvor mange gange du forsøger.

Kan du kende dig selv i denne adfærd?

Igen vil jeg gerne understrege, at vi alle har behov for et klap på skulderen en gang imellem. Vi har brug for, at andre lægger mærke til det, når vi gør et godt stykke arbejde. Men motivationen skal helst være din interesse og den gode indsats. Ikke anerkendelsen i sig selv. Hvis du føler dig styret af et konstant og umætteligt behov for ydre anerkendelse, genkender du måske én eller flere af følgende adfærdsmønstre fra dig selv:

• Når du får anerkendelse fra andre, afviser du den. Det kan alligevel ikke passe, tænker du. Det føles ubehageligt. Ret paradoksalt, da anerkendelsen er det, du længes allermest efter. Men dit selvværd har fået et knæk, og det er svært for dig at tage imod andres anerkendelse.

• Du søger konstant bekræftelse af dit værd fra de mennesker, du omgiver dig med. Det belaster dine relationer. Desuden kan du ikke få det, du mangler, i relationen med et andet voksent menneske.

• Det er svært for dig at modtage kritik, fordi du tager kritikken personligt. Du ser ikke, at der forskel på kritik af dine handlinger og af dig som person. Når du tager al kritik personligt, er det vanskeligt for andre at tale med dig om forbedring og udvikling.
• Du har behov for enten at retfærdiggøre dine handlinger eller ændre din mening alt efter, hvordan andre reagerer på dem. Andre skal helst kunne lide dig, og du føler dig truet, hvis de ikke kan. Dermed er du aldrig helt dig selv, og andre kan ikke mærke dig.

Selvom årsagen til de her adfærdsmønstre skal findes i manglende anerkendelse i barndommen, altså mange år tilbage, påvirker de dig langt ind i dit voksenliv. Din usikkerhed giver dig udfordringer, når du skal være sammen med andre mennesker. Derfor er ensomhed, uro og tvivl sandsynligvis ikke fremmede følelser for dig. I yderste konsekvens bliver du depressiv og trækker dig helt fra dit eget liv.

Her er, hvad du kan gøre, hvis du vil arbejde med de negative tanker og den hæmmende adfærd.

Du skal ankomme på din station, før du kan tage et nyt tog

Når du planlægger en rejse, er jeg sikker på, at du fokuserer på destinationen. Men forestil dig, at du ikke ved, hvor du rejser fra. Hvordan kommer du så med toget? Nej, vel? Du kan ikke begynde en rejse mod et nyt sted, før du ved, hvor du er nu. Derfor er det første skridt i dit arbejde at opgive kampen om den ydre anerkendelse. Du må acceptere tvivlen på dit værd og tomheden indeni – for det er lige her, du her. Det er et smertefuldt sted, men du er nødt til tage tabet og sorgen på dig. Jeg ved, at det er svært. Til gengæld ved du nu, hvor rejsen starter, og du er klar til at skabe den forandring, du længes efter.

For dig, der ikke fik tilstrækkeligt med anerkendelse i din barndom, handler det også om at omfavne dig selv. Når du accepterer, at du har det, som du har det, kan du være i dig selv og dine relationer på en mere konstruktiv måde. Og efterhånden bliver du bedre til at holde den negative adfærd tilbage, så din mangel på tidlig anerkendelse ikke længere skader dine forhold til andre mennesker.

Du skal ikke skamme dig, men være dig selv

Mange mennesker, som kommer til terapi hos mig, skammer sig over deres behov for anerkendelse. Hvorfor skammer vi os over noget så naturligt? Måske er det vores kultur – en ide om, at uafhængighed er stærkt. Ifølge den logik må du nødvendigvis klare alting selv, hvis du vil udstråle styrke.

Sådan ser jeg ikke på det. For mig er styrke noget helt andet og nærmest modsat. For mig er styrke evnen til at skabe relationer. Det er at turde være sårbar og have modet til at være sig selv. Jeg føler mig stærk, når jeg tør stå ved, at jeg, ligesom alle andre, har behov for anerkendelse. Ligesom jeg føler mig stærk, når jeg kan være sårbar. En af de vigtigste byggesten i en tæt relation er netop sårbarheden. Det er den, der gør, at du kan smide facaden væk.

Vi skal alle stå ved, at vi har behov for anerkendelse. Og samtidig nyde, at vi er sociale væsener, som har det godt i hinandens selskab.

Kh Tue