Far, bliv hos mig, selvom du er vred

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

I en travl hverdag med små børn kan det være en udfordring at sætte grænser på en ordentlig måde. Vi ved godt, at vi måske bliver lidt for vrede eller ikke er helt klare nok i spyttet – men hvorfor er det egentlig sådan? Og hvordan bliver det anderledes? 

Slask! Min yngste datters lille hånd lander med militær præcision i den lidt for tynde havregrød. Resultatet er en tvivlsom dekoration af grødklatter ud over både hende og mig.

Jeg bliver vred, hæver stemmen og udbryder et højt “NEJ!” Lidt for højt til denne morgen, for min datter bryder straks i gråd, kigger på mig med store øjne og rækker begge arme frem mod mig. Hun vil tages op, holdes om og trøstes.

Jeg tager hende naturligvis straks op, trøster hende og hun falder til ro. Samtidig med at jeg fastholder mit nej. Jeg siger nemlig ikke nej til hende, jeg siger nej til det, hun gør. Og det er en vigtig skelnen.

Sæt grænser på den rigtige – den ansvarlige – måde

Børn skal have grænser, for deres og familiens skyld. Men grænserne skal sættes på en ansvarlig måde, og relationen mellem dig og dit barn skal repareres, når du har sat grænsen.

Men hvad vil det egentlig sige at sætte grænsen på en ansvarlig måde?

Jo, et klart, enkelt og tydeligt nej er til at forstå for barnet. Nej, det vil jeg ikke have. Punktum.

Lange forklaringer om hvorfor, bemærkninger som “det kan du nok forstå”, og spørgsmål som “hvorfor gør du det?”, kan barnet hverken forstå eller bruge til noget. Barnet kommer til at skamme sig og får følelsen af at være forkert.

Det er særligt vigtigt, at vi reparerer relationen og ikke forlader barnet, når vi korrigerer adfærd. Barnet skal have oplevelsen af, at du er hos det, også selvom du sætter grænsen: “Du må ikke gøre sådan – og jeg elsker dig”.

Som forældre skal vi huske vores egen adfærd

At kigge væk, lade børn sidde alene og have en afvisende adfærd efter vi har korrigeret deres adfærd, gør ondt værre. Børn er allerede udsatte og føler sig alene, når de bliver rettet på. Så de har brug for kontakt og kærlighed. Brug for at mærke, at de er elskede, og at de er ok. For de gør deres allerbedste for at samarbejde og har brug for, at du som forælder viser vejen på en tryg måde.

Når børnene ikke samarbejder, er det vigtigt, at vi som forældre undersøger vores egen adfærd. For rigtig mange har svært ved at sætte grænser for børn på en rolig og tydelig måde – og er måske selv blevet korrigeret på en uheldig facon som små.

I hverdagens travlhed gør vi ofte, som vi altid har gjort – også selvom det ikke virker. Vi ved det måske godt, men hvordan skal vi lige gøre det anderledes.

Kunne du tænke dig at finde nye ressourcer til den pressede hverdag i børnefamilien? Og blive klogere på din egen andel i, at ungerne ikke makker ret? Så er du hjertelig velkommen i min praksis.

Kh Tue